ICAN Systems ApS - Professionel systemudvikling

Kære alle!
Her kommer så mit bidrag.
Bedste hilsener
Anders

Tak skæbne, tænkte jeg, da Peter og Hans-Erik for ca. et år siden mindede mig om, at 2017 er året for vores guldkonfirmation. Man følte sig pludselig tæt på støvets år, og min første tanke var, at det må jeg hellere se at fortrænge så hurtigt som muligt. Men nej, de to herrer mente, at jeg som nyslået pensionist (pr. 1.01. 2016) måtte være prædestineret til at samle de gamle konfirmander og sørge for - som det sig “hør og bør” - at få arrangeret en “da capo” i Skodborg Kirke. Peter og Hans-Eriks mimik sagde tydeligt, at sådan en “doven-Lars” som mig vel ikke havde andet fornuftigt at tage sig til. Og det hele endte også med, at jeg skulle blive aktiv. Mens Hans-Erik og Peter sagde ja til at ville bistå processen, fik jeg ret hurtigt et tilsagn fra Annegrete. Hun skulle nok sørge for at tromme folk sammen. Så en stor tak til Annegrete, der med utrolig fart fik budskabet ud til alle i årgang 1960. Nu håber vi så bare, at mange møder op, så vi kan få gang i gætteleg og opfriske gamle minder. Ja, minder er der nok af. Jeg havde jo min gang på Skodborg Skole – altså også inden jeg startede i 1. klasse. Der var jo ikke noget med vuggestue og børnehave, så jeg havde et forholdvist frit liv og kunne føjte rundt i Skodborg, parken, droppe ind hos Tinne og Otto (pedelparret), banke på hos fru Taumann for at tiltuske mig en “kyskach”, lytte ved dørene til klasserne i skolen for at høre, om der skete noget spændende – om ikke andet kunne man få alt nyt hos Tinne og Otto -, besøge min mor i undervisningen helt oppe under taget, hvor hun havde specialundervisning, kigge ind ad vinduet til sløjdlokalet, hvor hr. Taumann underviste i sløjd. Otto og Tinne havde i øvrigt en søn, Villy, der gik rundt og var en tro kopi af Tommy Steele. Jeg lærte, at der var noget der hed “fannen tejt”, “unlehejer”, “tombe glant” og mange andre underlige sønderjyske ord. Mange udtalte mit navn med et spidst og langt “A” “Annes”, hvilket jeg absolut ikke brød mig om. Når vi handlede i Brugsen og ved “kjøman” Iversen, så skulle alt dengang “skrives” (man betalte ikke kontant). Min storebror, Jens-Martin, fik engang en alvorlig reprimande, fordi han handlede i Brugsen sammen med “Nøgges” alias Henning Träger, og her kunne de købe alskens herligheder. Det skulle bare “skrives” til Anders Hørlyck. På et tidspunkt, syntes mine forældre, at det var nok med mit driverliv, så jeg fik stukket en blokfløjte i hånden, og snart måtte jeg øve på de første melodier samtidig med, at jeg fik timer ved fru Bennedsen fra Skudstrup, senere frk. Gravesen/fru Madsen indtil Johannesen senere fik sat fut I blokfløjeorkesteret på skolen. Og så kom vi i skole. Det bedste ved det hele var, at jeg fik lov til at sidde ved siden af “Nisse”, Niels Beck. Vi var meget små, og jeg kan huske, at vi i frk. Pelles timer øvede bogstaver ved at skrive i luften. En særlig disciplin var “stilleleg”, hvor vi med foldede hænder skulle se engleagtige ud, og den mest fromme af os måtte komme op til katederet og udpege den næste, der så mest from ud. Jeg var noget misundelig på Dagmar, der ofte blev udpeget som den mest skikkelige. Engang brød Niels ud i gråd, da frk. Pelle ødelagde hans blyant, der havde påmonteret en figur. Kort efter skolestart klagede jeg derhjemme over, at vi endnu ikke havde fået lært at læse; men der var ikke megen hjælp at hente. Fra 2. Klasse fik vi nogle nye lærere, da frk. Pelle gik på pension. Johannesen kræver ikke nogen præsentation ej heller min mor. I de første år i grundskolen tænkte jeg ikke så meget over, at jeg blev undervist af fru Ipsen; men i det senere forløb, syntes jeg nok, det var temmelig “for meget” at ha´sine forældre så tæt på i så mange sammenhænge! Og derfor kan jeg også uden forbehold sige, at jeg i de tre år, jeg gik på kostskole i Tarm, oplevede en frihed, som stadig kan føles meget intens. I løbet af de første skoleår hændte det, at vi fik hr. Hermansen og hr. Taumann som vikarer, og deres fortællinger om Sønderjyllands og Danmarks historie samt om reformationstiden husker jeg som noget enormt spændende! De fortalte uden bog og manuskript, mens de vandrede op og ned langs rækkkerne. Jeg kan bl.a. huske, at Hermansen spurgte os, om vi vidste, hvorfor man talte så stille i pengeinstitutterne. Jo, det gjorde man, for det handlede om de penge, der var lige så fordækte som de afladspenge katolikkerne samlede ind for at undgå skærsilden. I øvrigt lærte vi en masse sange. De fleste timer begyndte og sluttede med en sang. Jeg holdt meget af at lokke lærerne til at synge flere end den normale dosis på to. Underholdning var der ikke så forfærdelig meget af, så der var virkelig tale om højdepunkter, når der var en skolefest i udsigt, hvor man kunne få lov til at øve en fodslæbende indmarch/polonaise til Frederik d.9.´s (“Fidde jen x) Honnørmarch og allersjovest var det at få lov til at danse alle de kendte: “Og gå så” .., “Rits, rats fili” …, “Booggie Woggie” med klassens piger (!) orkestreret af Gretes far “Revsing og co”. Jeg holdt også meget af julefesterne. Der var en højtidelig stemming krydret med ekstra historier, adventskalender, lys på bordene, hygge og traditionen “mus med pebernødder”. Undskyld, hvis tankerne løber for meget af med mig; men vi havde en skoleverden, der var noget anderledes end den, vi kender i dag: tryg – men nok temmelig kedelig set med nutidens øjne. Og derved må jeg vel også noget overraskende røbe, at mit kald alligevel blev knyttet til skolen – selv om jeg i min ungdom ville ha´ forsværget det. Men hvor utroligt det end lyder, så har jeg, efter at have affundet mig med min skæbne, været utrolig glad og tilfreds. Men tilbage til kronologien: Efter realeksamen i Skodborg kom jeg til VGT (Vestjysk Gymnasium Tarm), og det lyder måske noget kedeligt; men det var bare så godt og udfordrende og under ret frie forhold i de tre år, hvor jeg boede på kostskole sammen med 80 andre jævnaldrende. Fagligt var der noget at indhente; men efterhånden fandt jeg ud af, at det hjalp, hvis man lavede sine lektier. Og i fritiden levede vi et sorgløst liv med diskussioner, sport, musik, og så var der en meget populær jazzklub i Skjern, hvor der en x om måneden var jazzbal med et opbud af mennesker, så man hverken kunne bevæge sig frem eller tilbage. Men man bedøvede sig i den snævre ungdomsverden, som det vel i realitetn var. Det var derfor også et chock efter tre år at skulle finde ud af, hvad man overhovedet kunne tænke sig i denne arbejdslivets verden. Men jeg kom hjem til Skodborgskov og anede ikke mine levende råd. Men pludselig i sommerferien 1973, så jeg en annonce, hvor Ø.K. (Østasiatisk Kompagni) søgte elever til en shippinguddannelse. Jeg fik i hast klippet min Paul Mccartney frisure og tog til optagelsesprøve i København. Og minsandten jeg blev optaget og måtte derfor flytte til et værelse i Vanløse, hvor jeg boede hos en italiensk familie. Ret hurtigt fandt jeg ud af, at Ø. K. overhovedet ikke var noget for mig (og siden hen er Ø.K. jo også gået konkurs), så jeg tog ind til Svanemøllens Kaserne og meddelte, at her er jeg, og jeg vil gerne med det samme aftjene min værnepligt. Mod at tage til Bornholm som marineinfaterist kunne jeg få lov at aftjene min værnepligt, og det havde den fordel, at det hele ville blive overstået på 9 måneder. Dvs. jeg ville være færdig til sommeren -74, hvilket var afgørende, hvis jeg skulle undgå at spilde endnu et år. Jeg kom til Bornholm og blev motorordonnans. I kompagniet var vi fire. De tre andre kom fra rockerverdenen, og jeg så altid kun deres baghjul når de tonsede ud I “fædrelandet”. Min BSA-motorcykel var så tung, at jeg knap nok kunne rejse den, når den uheldigvis faldt om på siden. Ja, jeg følte mig virkelig som “reserven blandt reserver”. I løbet af de ni måneder modnedes tanken om at søge ind på lærerseminariet. Alle jeg nævnte det for smilede overbærende af mig, for jeg havde jo tidligere forsvoret aldrig at ville blive lærer. “Men man har et standpunkt, til man ta´r et nyt, ikke sandt”. Og så skete der det vidunderlige, at jeg fra første dag på Kolding Seminarium følte mig rigtig godt tilpas. Vi havde nogle superdygtige og inspirerende lærere, og det var bare lige mig. Efter 3 ½ år manglede jeg noget undervisningserfaring. Jeg søgte derfor et vikarjob hos Dansk Skoleforening i Sydslesvig, hvis administration ligger i Flensborg, og det lykkedes at få en række småvikariater i foråret 1978, mens jeg færdiggjorde mit sidste linjefag. Alt var så spændende syd for grænsen, så det endte med, at jeg sammen med Susanne, som jeg lige var blevet gift med, søgte ansættelse i Sydslesvig. Vi fik begge et job i Slesvig og nogle år senere blev jeg skoleinspektør på en anden skole i samme by. Vi fik tre piger (1980, -81 og -83), og i årene 1981 – 1996 var jeg ud over skolegerningen optaget af at opbygge og lede tre skoleorkestre. Her kom min erfaring fra Vejen Garden og Fredericia Big Band mig til gode, og det var alt i alt nogle meget intense og oplevelsesrige år. Efter 9 år som skoleinspektør og 15 år som orkesterleder synes jeg tiden var moden til en forandring, så jeg søgte og fik ansættelse i en konsulentstilling i Skoleforeningens administration i Flensborg i 1996. Vi flyttede fra Slesvig til Harreslev ved Flensborg, og i 2000 blev jeg udnævnt til direktør for Dansk skoleforening for Sydslesvig,og det blev til i alt 16 spændende og meget arbejdsintensive år. Da jeg fyldte 60 vidste jeg med mig selv, at jeg ville stoppe, hvis det kunne lykkes, mens tid var. I januar måned 2015 informerede jeg derfor min bestyrelse om, at jeg ville stoppe til august måned samme år; men det hele blev udskudt endnu et halvt, da man gerne ville have mere tid til at finde min efterfølger. Så endelig 1. januar 2016 sluttede mit arbejdsliv, og jeg kan kun sige, at jeg nu føler det som et stort privilegium at få lov til at leve en tilværelse som pensionist uden stress og jag. Jeg er igen begyndt at spille på min trækbasun. Og denne gang vil jeg lære det rigtigt, så derfor har jeg nu i fem år fået undervisning af en professionel lærer, der er god til at holde mig i ørerne, og jeg håber, at jeg om 10 år kan blive en habil amatørmusiker. Jeg spiller i et Underholdningsorkester her syd for grænsen og ind i mellem også i Aarhus, hvor mine tre piger med familier bor. Som supplement til pensionistlivets almindelige gøremål er jeg blevet formand for en forening, der hedder Opera På Grænsen, og vi har ambitioner om at blive en kendt udbyder af operakoncerter og operaproduktioner i både Sønderjylland og Sydslesvig. Når jeg tænker tilbage på min tid i Skodborg, synes jeg, at vi i det store hele havde en god tid. Det er selvfølgelig lidt mærkeligt i dag at tage turen igennem byen, hvor enhver butik, der var, ikke længere eksisterer - bortset fra Brugsen, der er flyttet over til købmanden. Men nu glæder jeg mig til et gensyn og håber på, at I alle forinden vil skrive en lille epistel om jeres liv og levned.